Freinetskolen - en lilleskole
I rækken af skoler, der udgør et alternativ til folkeskolen, står Lilleskolerne for en skoleform, hvor børnenes involvering i undervisningen er i højsædet. Det er skoler, der vægter fællesskab, samarbejde, gensidig respekt, kreativ tænkning og fordybelse højt. Det er skoler, der tør forlade den traditionelle time- og fagopdelte arbejdsform til fordel for en mere bøjelig organisering, der tilgodeser en undervisning, hvor børnene bliver deltagere i – og ikke modtagere af undervisning. Sådan en skole er Freinetskolen
På tre områder adskiller Freinetskolen sig fra de øvrige Lilleskoler:
Freinetpædagogikken
Aldersintegrationen i grundskolen.
Den kollektive ledelse.
1. Freinetskolen og freinetpædagogikken
Celestin Freinet dannede sin skole og sine pædagogiske tanker igennem 20´erne, 30´erne og 40´erne i Frankrig. Det var en tid, hvor mange andre gjorde sig tanker om børns opdragelse, og Freinet førte ivrig korrespondance med disse og prøvede ideerne af i sin undervisning, sådan at han skabte en pædagogik, hvor tanker om undervisning hang nøje sammen med deres praktiske udførelse.
Celestin Freinet var et moderne menneske, der tænkte udvikling ind i sin pædagogik og skabte et miljø for undervisning, mere end han argumenterede for, hvad der skulle undervises i. Derfor kan vi bruge hans skole i dag. Vi beskriver i det følgende nogle af grundpillerne i Freinetpædagogikken. 1.1 Arbejdet “Arbejdet skal være det bærende princip, drivkraften og filosofien bag folkets skole, det skal være den aktivitet, som alle færdigheder udspringer af.” C. Freinet.
Freinet betoner vigtigheden af, at undervisningen organiseres som arbejde og ikke som øvelser. I den skole Freinet gjorde oprør imod, havnede resultaterne af børnenes indsats i lærerens bog og gik derefter i papirkurven. Børnenes arbejde anskuedes ikke som noget, der kunne give brugbare resultater, men som en slags forstadier eller skitser, som først efter skoletiden kunne udvikle sig til noget nyttigt.
På Freinetskolen er en del af undervisningen nært knyttet til arbejde, der skal udføres. Vi skriver artikler til Freinetposten, skriver og tegner til Gruppens Bog, tager fotos til opslagstavlen, samler de Frie Tekster så alle kan læse dem, vi gør rent, laver mad, maleriudstillinger og koncerter. Børnene fremviser deres arbejder, læser de frie tekster højt, holder foredrag og fortæller.
På den måde bidrager børnene til et fælles projekt og leverer materiale, som også andre har glæde af. Det er ikke kun henvendt til læreren. En professionel bearbejdning med de tekniske hjælpemidler, vi har til rådighed, er helt i tråd med Freinets ideer. Han anskaffede et trykkeri til sin klasse, dels for at børnenes tekster kunne tage sig godt ud, og dels for at teksterne kunne mangfoldiggøres og dermed ophøjes til noget, der havde værdi. Det er derfor, vi på Freinetskolen sælger fri-tekst-bøger, malerier og lignende på fremvisningsaftenerne.
1.2 Arbejdsplanen
“Enhver holder af selv at vælge sit arbejde, selvom dette valg ikke er til hans fordel.” C. Freinet. Vi arbejder alle bedre, hvis vi selv har tilrettelagt det, end hvis det selv samme arbejde bliver os dikteret af andre. Det er baggrunden for, at vi på Freinetskolen involverer børnene i planlægningen af undervisningen, både i grundskolen og i overbygningen.
Igennem hele skoleforløbet tager børnene stilling til, hvad de vil arbejde med og undervises i. – Kan vi ikke få et kursus i brøkregning – Jeg vil have emne om tsunamier – Jeg kunne tænke mig at blive dygtigere til at skrive historier – er eksempler på udsagn, der kan danne baggrund for undervisningen. I Grundskolen skriver børnene deres eget skema for en uge ad gangen, de melder sig på værksteder, kurser og aktiviteter og sætter sig mål for, hvad de vil nå i ugens løb. Skemaet bliver efterset af læreren, og børnene vurderer jævnligt deres eget arbejde. – Nåede jeg det jeg ville? – Var det svært? – Mangler jeg noget? – er nogle af de spørgsmål de stiller sig. Man kan sige, at al for megen undervisning leverer svarene på spørgsmål børnene aldrig har stillet, og det fører til, at mange børn mister interessen med tiden.
På Freinetskolen vover vi at vende skolen på hovedet: Frem for at servere en stribe af fag i afmålte doser efter en velovervejet succession nøje afstemt efter alderstrin, tør vi vente på børnenes forslag. Vi tror nemlig på, at de får større glæde af en undervisning baseret på deres egne ønsker, og at de lærer bedre, hvis de er interesserede og åbne for undervisningen.
1.3 Det Famlende Eksperiment
“I almindelighed skaffer man sig ikke kundskaber ved passivt at lytte og få forklaret og demonstreret, således som det oftest sker i skolen. Den naturlige og universelle fremgangsmåde er det famlende eksperiment.” C. Freinet. Det har været modigt, af Freinet at betone vigtigheden af, at børnenes egne ubehjælpsomme forsøg på at dygtiggøre sig, er vejen til at tilegne sig en række teknikker. Skolerne på Freinets tid var præget af “tørsvømning” og en uendelig række af øvelser som de vigtigste undervisningsmetoder. I dag er det almindelig anerkendt, at vi alle – børn som voksne – har det største udbytte af en undervisning, hvor vi selv er aktive og prøver os frem.
Det famlende eksperiment viser sig ikke desto mindre i særlig grad på Freinetskolen, hvor børnene begynder at skrive frie tekster, allerede inden de kan alle bogstaverne, de laver emner og holder foredrag, før de kan læse fagtekster, og de arbejder i værkstederne og bliver med tiden dygtigere til at håndtere symaskine, sav, pensel eller keyboard – blot ved at kaste sig ud i at prøve. Desuden fører vi meget lidt kateder-undervisning, så lidt at børnene er ganske sultne efter at få lærdom serveret når de kommer i overbygningen.
1.4 Freinetpædagogik i øvrig Livet
Freinets klasse havde karakter af et åbent værksted, hvor alle var i gang med forskellige aktiviteter knyttet til nogle veldefinerede arbejdsopgaver. Den Frie Tekst blev sat og trykt på trykkeriet, illustration hertil blev lavet på limografen (silketryk), og alle fik et eksemplar til Livets Bog. Nogle skrev til avisen, andre skrev brev til den klasse, de korresponderede med, nogle sorterede billeder til emne-kartoteket, og atter andre lavede regneopgaver, som var selvkontrollerende. (Freinet var ikke sen til at opdage fordelen ved at helt almindelig træning i regning og grammatik kan klares uden den store hjælp fra læreren.). Havde børnene noget, de ville tage op på et møde, skrev de det på Vægavisen, som havde tre kolonner til ros – kritik – ønsker.
Hver dag skulle der gøres rent inde og ude, og haven og dyrene skulle passes. Af og til besøgte de byens håndværkere og fik hjælp af dem, når der skulle bygges og sættes i stand på skolen. Ind imellem leverede læreren undervisning i fagområder, som ikke blev dækket af børnenes ønsker og initiativer – Freinet kaldte det “fyldekalk”. Ellers ville de aldrig stifte bekendtskab med andengradsligninger, tillægsordenes gradbøjning, fotosyntese eller stavnsbåndets ophævelse . . .
Freinet betonede vigtigheden af, at der herskede orden og disciplin i klassen. Han talte ikke for en anarkistisk, lystbetonet skoleform, men for et skoleliv der var stramt organiseret, så det passede til indholdet. Han kaldte det færdselsregler for et motiveret skoleliv.
På Freinetskolen forsøger vi at skabe et lignende miljø og føre en pædagogik, der er afvekslende og meningsfuld for både børn og voksne. Vi ved ikke, om det er lykkedes, men vi bliver aldrig færdige med at prøve.
2. Aldersintegrationen i Grundskolen
Den skole, Kamma Ditlevsen besøgte i Vence i 70´erne, hvor Freinets kone, Elise stadig virkede, var en landsbyskole med 30 børn i alderen seks til 14 år. Det var en almindelig skoleform i Frankrig og var det også herhjemme, når der ikke var elever nok til at danne klasser. Freinet omtaler vist aldrig dette fænomen i sin pædagogik – det var jo et naturligt vilkår på landet. Alligevel var det for Kamma en fundamental kvalitet ved den skole, hun så og blev inspireret af. Derfor er grundskolen også den dag i dag aldersintegreret.
Alle vore 5 grundskolegrupper består af børn fra børnehaveklasse til 7. klasse, og de arbejder, undervises og underviser hinanden i de samme lokaler. Det er en af de største kvaliteter ved vores skole, og det giver en masse pædagogiske fordele – såvel sociale som indlæringsmæssige. Når børnehaveklasse-barnet møder første dag i skolen, står et ældre barn parat og tager imod. Det er “passeren”. Det kan typisk være et barn fra 4. klasse, og det er svært at sige, hvem der glæder sig mest til den dag af de to. Passeren vejleder, skriver, læser og trøster, hvis det skulle blive nødvendigt, indtil den lille er klar til at stå på egne ben.
Det betyder for børnehaveklassebarnet, at der hele tiden er nogen at se op til. Nogen, der kan skrive, læse, klippe, spille o.s.v. Der er prestige i at kunne noget, og motivationen til at tage det næste skridt er så at sige indbygget i selve gruppens organisering. De store elever får mulighed for at øve det, de selv har lært, ved at undervise de yngre, og de giver deres “plejebørn” opmærksomhed og viser omsorg for deres velbefindende i gruppen. Det er noget begge parter får glæde af hele livet.
3. Den kollektive ledelse
På Freinetskolen varetages ledelsen af den samlede lærergruppe. Den står kollektivt for den daglige ledelse af skolen, både hvad angår praktiske- , faglige-, pædagogiske-, økonomiske- og administrative forhold. Freinetskolen har altid været kollektivt ledet. Selvom det ikke er moderne for øjeblikket, holder vi fast i den struktur. Det hænger sammen med vores syn på mennesker, arbejde og læring. Vi ønsker, ligesom børnene, selv at planlægge vores eget arbejde, og kollektiv ledelse er den praksis, der bedst afspejler vores pædagogik.
At lede i fællesskab medfører, at alle er med, når beslutninger diskuteres og træffes. Alle kender præmisser og argumenter, beslutninger bliver os ikke pålagt ovenfra, og de kan umiddelbart føres ud i livet. Desuden fremmes gennemsigtighed og nærhed i beslutningsprocessen, og alle ansatte er direkte involverede og viser et stort engagement.
Der er udfordringer ved alle ledelsesformer, også ved vores. Vi søger til stadighed at udvikle og forbedre vores samarbejde og ansvarsdeling. Vi er enige om, at god ledelse er kendetegnet ved en høj grad af synlighed, tydelige forretningsgange, funktionsdeling og at skolens værdier er kendt og deles af alle. For at have en høj grad af synlighed, har personalegruppen beskrevet og fordelt ansvarsområderne mellem sig. Vi har opdelt funktionerne og sat navn på, hvem der er hovedansvarlig for hvilke områder – men væsentlige beslutninger tages fortsat i fællesskab på lærermøderne. Af lovmæssige hensyn har vi også en skoleleder. Funktionen går på skift blandt lærerne, men lederens formelle beslutningskompetence er uddelegeret til hele lærergruppen.
En væsentlig forudsætning for, at kollektiv ledelse kan fungere er en gruppe af ansatte, der vil skolen og hinanden, og som gerne tilsidesætter egne behov for fællesskabets bedste. Det er netop dette der kendetegner Freinetskolens ledelse.