Om Celestin Freinet

Celestin Freinet

– fra fårehyrde til reformpædagog

Franskmanden Célestin Freinet udviklede den pædagogik, som Freinetskolen bygger på.

At bondesønnen Célestin Freinet skulle ende som en kendt pædagog, lå ikke umiddelbart i kortene, da han kom til verden i slutningen af 1800-tallet i Sydfrankrig.

Célestin Freinets forældre var strenge og moralske, og Célestin tilbragte dagen med at vogte får og geder. Det var han nu ikke særlig ked af, for han elskede at færdes i naturen. Lysten til at arbejde med pædagogik sendte ham dog siden på skolebænken for at læse til lærer. I 1915 måtte han afbryde sin uddannelse, fordi han blev indkaldt til hæren – og uddannelsen blev aldrig siden fuldført.

Krigsskade påvirkede undervisningen
I 1920 fik Célestin Freinet sit første job som lærer. Det var i en klasse med 35 drenge på en traditionel skole i Provence.

Under krigen var han blevet alvorligt såret i den ene lunge, hvilket gjorde hans stemme svag og uegnet til at tale hele dagen. Da undervisningen samtidig kedede ham, fandt han på at dele skoledagen op i to: Om formiddagen underviste han i skolefag, og om eftermiddagen gik han og børnene ture i bjergene, kiggede på dyr og blomster og snakkede med de lokale håndværkere.

Ud med stavelister, ind med fri tekst
Célestin Freinet var ikke særlig begejstret for at lære børnene af skrive ud fra de såkaldte stavelister, som indeholdt ord og sætninger uden reel betydning for børnene. Da børnene en dag havde arrangeret et sneglevæddeløb, skrev de sammen hændelsen ned på tavlen. Det var den første fri tekst. Siden da skrev børnene altid spændende oplevelser ned i deres hæfter og lavede tegninger til. I 1924 købte Célestin Freinet et gammelt trykkeri og begyndte at trykke børnenes tekster.

Den anderledes undervisning blev godt modtaget af både børn og voksne, og der blev skabt bånd mellem skolen og landsbyen.

Den allerførste Freinetskole
I 1926 giftede Célestin Freinet sig med Elise, der også var lærer. To år senere flyttede de til en lille bjergby nær Vence for at undervise dér.

Det var Freinets holdning, at lærebøger dræbte den kritiske sans og gjorde lærere til slaver. Da han udtalte det offentligt, lagde han sig ud med den etablerede skoleverden, og i starten af 1930’erne blev han genstand for voldsomme angreb fra byens ledende borgere. Med støtte fra skoleelevernes familier samt pædagogiske og politiske kredse lykkedes det imidlertid ham og Elise at åbne deres egen skole i 1935 – den allerførste Freinetskole.

Som ringe i vandet
Også 2. verdenskrig kom til at præge Célestin Freinets liv. Han blev sendt 21 måneder i koncentrationslejr, men blev løsladt pga. sit skrøbelige helbred. Han og Elise genoptog arbejdet med skolen, hvis elevtal steg støt.

Sideløbende med skolen skrev Célestin Freinet artikler og bøger, og han var med til at organisere nationale og internationale konferencer om reformpædagogik. I 1957 blev der dannet en international sammenslutning for lærere ved alle Freinetskoler (FIMEM) og senere et årligt, internationalt møde for Freinetlærere (RIDEF).

Da fårehyrden Célestin Freinet døde i 1966, havde han sat et tydeligt fingeraftryk på pædagogikken i det franske skolevæsen.
Fakta om Célestin Freinet
Født den 15. oktober 1896 i den franske landsby Gars i Provence
Læste til lærer
Arbejdede som lærer fra 1920
Gift med læreren og kunstmaleren Elise i 1926
Leder af drengeskolen i bjergbyen St. Paul i 1928
Åbnede egen skole uden for Vence i 1935
Fængslet og sat i koncentrationslejr i 1940. Løsladt efter 21 måneder
Døde i 1966
Freinet var desuden:
Medlem af den internationale forening ”New Education Fellowship”
Trykkeriejer
Initiativtager til levnedsmiddelkooperativ
Med til at oprette lokale fagforeninger
Sekretær i lærernes fagforening
Medlem af det kommunistiske parti
Forfatter til flere bøger om pædagogik
Medlem af international, pædagogisk bevægelse)